Bestyrelsen for Wirtek koncernen har behandlet ureviderede regnskabstal for regnskabsåret 2018 og forventningen til de økonomiske resultater, der vil blive endeligt offentliggjort i årsrapporten for 2018.

Bestyrelsen har på den baggrund besluttet igen at opjustere forventningen til omsætningen for 2018, der tidligere blev opjusteret i forbindelse med offentliggørelse af halvårsresultatet den 16. august 2018.

Omsætningen for 2018 forventes nu at være i størrelsesordenen 20 – 20,5 mio. kr. mod som tidligere forventet 19 – 20 mio. kr.

Det bemærkes, at omsætningen for regnskabsåret 2018 hidrørende fra opkøbet af Software- Pro, der blev gennemført i første halvår 2018, kun indbefatter de sidste tre kvartaler af regnskabsåret.

Forventningen til koncernens resultat før skat for regnskabsåret 2018 fastholdes i intervallet mellem 1,2 – 1,4 mio. kr.

Forventningen til resultat før skat fastholdes på trods af, at koncernen i andet halvår har måttet hensætte 0,65 mio. kr til tab på en kunde under konkursbehandling og har antaget en ekstraordinær transfer pricing skat i det rumænske datterselskab i niveauet ca. 0,4 mio kr.

Bestyrelsen har noteret sig, at tabet på førnævnte kunde er det første i mange år og er herudover helt uenig i de rumænske myndigheders beregning af den ekstraordinære transfer pricing skat for perioden 2012 – 2016. Koncernens transfer pricing principper har været revisionsmæssigt behandlet gennem alle de nævnte regnskabsår uden anmærkninger.

Bestyrelsen har dog valgt at acceptere den ekstraordinære rumænske skattebetaling af omkostningsmæssige årsager.

Forventningerne til 2019 vil blive udmeldt i forbindelse med offentliggørelsen af den endelige årsrapport den 8. marts 2019.

Om Wirtek

Wirtek er et konsulent- og udviklingshus med indgående kendskab til outsourcing af softwareudvikling og produkttest. Vores nearshore udviklings- og testcentre i Rumænien leverer fleksible ydelser af høj kvalitet til konkurrencedygtige priser. Vores kompetencer spænder bredt fra web-baserede løsninger og portaler til indlejrede systemer og mobile løsninger. Wirtek fokuserer på at opbygge langvarige kundepartnerskaber og en win-win situation ved at skabe merværdi for vores kunder.

Yderligere information:

Michael Aaen, Administrerende direktør, Wirtek a/s, Tlf.: +45 2529 7575, Niels Jernes Vej 10, 9220 Aalborg Ø, www.wirtek

Kent Mousten Sørensen, Bestyrelsesformand, Wirtek a/s, Tlf.: +45 2125 9001

Per Vestergaard, Certified Advisor, CDI Global, Tlf: +45 2176 4317

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here